Admin               


Skat ved salg

I Sverige skal alle sælgere af fast ejendom betale skat af fortjenesten. Skatten er som hovedregel 22% af nettofortjenesten (fra og med 2008). Vi vil her give en grundlæggende vejledning til hvordan man selvangiver sit salg overfor de svenske myndigheder.

Der er lige vedtaget en ny skattereform, gældende pr. 1/1 2008. Den innebærer at skatten ved salget er steget til 22% af nettofortjenesten (tidligere 20%). Skatten udregnes dog som 30% af 22/30 af nettofortjenesten. Til gengæld laves ejendomsskatten om til en kommunal afgift på maksimalt lige over Sek. 6.000 pr. år. Dessuden bliver ejendomsskatten sat ned fra 1% til 0,75% af den svenske (ofte meget lave) ejendomsværdi (taxeringsvärde). For dem der har lavere ejendomsværdi end ca. Sek. 800.000, vil man komme til at betale 0,75% af denne, fra og med 1/1 2008. De fleste ødegårdsejere falder indenfor denne kategori, men de få der har højere taxeringsvärde end Sek. 800.000, vil ikke komme til at betale mere end ca. Sek. 6.000 pr. år.

For ubebyggede grunde og ejendomme med bygningsværdi under 50.000, er der dog stadig ejendomsskat til staten på 1%, ligesom det var før.  

Har I brug for yderligere hjælp og gode råd på vejen, er I velkomne til at kontakte os. Vi tager mellem SEK. 500 - 1.000 for at gå en udfyldt K5 igennem og dele ud af vores erfaring og sikre at alt er rigtigt udfyldt - inden I sender den ind. Vent helst ikke til sidste øjeblik med at kontakte os, da vi har mange "K5-sager", når vi nærmer os sidste indleveringsdag. OBS! Vi udfylder ikke din K5 for dig, men læser den gerne igennem og kommenterer evt. fejl.

Fortjenesten skal selvangives året efter salget i den almindelige svenske selvangivelse ("självdeklaration" sendes normalt ud i marts/april måned) og på en særlig blanket - K5, der sendes ud sammen med selvangivelsen. Blanketten kan også hentes direkte fra det svenske skattevæsens hjemmeside. Skriv "K5" i søgeruden og vælg det første resultat, så finder du blanketten i PDF-format. Blanketten hedder også "Avyttring av privat bostadsfastighet". Her finder du også en vejledning i PDF-format med gode eksempler (på svensk).

I blanketten skal man gøre rede for skødesummen (köpebrev) i SEK. (excl. evt. inventar) og sin købspris. Efter at man trækker købsprisen fra salgsprisen kommer man frem til et bruttoresultat. Herfra kan man trække salær og udgifter i forbindelse med købet og salget, betalt stempelskat ved købet (for både skøde og nye pantebreve) og udgifter til værdiforbedrende renovering, om- og tilbygninger.

Ny- til og ombygning, kan trækkes fra lige så langt tid tilbage, man har ejet huset, men udgiften skal medføre at huset bliver mere værd ved salgstidspunktet end det var ved købstidspunktet. Slitage skal der tages hensyn til i videst muligt omfang. Renovering og vedligeholdelse kan dog kun trækkes fra indenfor de seneste 5 år fra salgsåret (salgsåret indregnet, dvs. 5+1). Man kan kun fradrage forbedringer der overstiger SEK. 5.000 pr. år indenfor et kalenderår. Småting kan kun trækkes fra hvis man også har lavet andre forbedringer under samme år og fradragene skal have haft en værdiforbedrene effekt på ejendommen. Man kan heller ikke trække eget arbejde fra, men dog håndværkeres arbejdsløn og materialerne, hvis man selv er håndværkeren. 

Du skal IKKE sende kvitteringer med ind til Skatteverket. Finder Skatteverket at du selvangiver urimelige fradrag, kan de kræve at få tilsendt kvitteringer i en granskning.

Læg alle beløb sammen og før resultatet fra begge kolonner ind i tilsvarende rubrik på forsiden. Træk beløbene fra bruttofortjenesten og du har nettofortjenesten. Dette beløb ganges med 22 og divideres med 30 og føres ned i ruden nedenfor ("kapitalvinst", eller evt. "kapitalförlust", hvis der fremkommer et tab). Ejer du huset alene skal samme beløb føres ned i ruden for "min andel av kapitalvinst/förlust". Er der flere ejere af ejendommen skal beløbet deles i forhold til antal ejere og andelens størrelse.

Husk også at sætte kryds i "köpeskillingen vid förvärvet" ("uppgift om beräkning av anskaffningsutgift). Dette vil være tilfældet for næsten alle, undtagen hvis huset er købt før 1952.

Naturligtvis skal du også huske at skrive dit navn, dit svenske "konstruerede" personnummer (begynder normalt med 3022xx-xxxx) og ejendommens matrikelnummer (fastighetsbeteckning i formatet: kommune, stednavn, nummer, f.eks. Markaryd Torpet 1:2). Du skal også skrive din ejerandel og sætte kryds i at huset er brugt til helårs/fritidsbrug til 100% og i hele indehavstiden. Dette vil også være tilfældet for stort set alle.

Fortjenesten/tabet skal så føres over i rubrikken for kapitalvinst/förlust i den svenske selvangivelse. Derudover skal du regne din del af ejendomsskatten for det år du solgte huset (med mindre du istedet betaler kommunal ejendomsafgift). Du skal kun betale ejendomsskat for det antal dage du rent faktisk ejede huset. Tæl dagene fra 1/1 frem til overtagelsesdagen. Tag derefter ejendomsværdien divideret med 365 dage (hvis det ikke er skudår) og gang med det antal dage du har ejet huset. Beløbet skrives ind i ruden for ejendomsskat under rubrikken "underlag för fastighetsskat". Streg det fortrykte beløb ud (normalt vil der stå 0*). Observer at det er underlaget for ejendomsskatten der skal skrives, så du skal skrive hele beløbet ikke kun 1% af det (ejendomsskatten). Skatteverket regner selv skatten ud, baseret på underlaget.

Har du ikke haft andre indkomster der skal selvangives overfor de svenske myndigheder, skal selvangivelsen blot skrives under og sendes ind. Som dansker vil du modtage din slutskattebesked i løbet af december måned, men du kan indbetale skatten via de vedlagte indbetalingskort forinden, for at slippe for at betale renter. Skatten skal senest være betalt i februar året efter selvangivelsen (dvs. to år fra salget).

Det var det! Vi håber detter er nogenlunde til at forstå, men du er naturligvis velkommen til at ringe/maile til os, hvis du har spørgsmål.

Aktuelle huse
Tilmeld nyhedsmail
Navn:

E-mail:


Butik på Blocket


Besök vår butik på Blocket!

© Ødegårde.dk info@oedegaarde.dk
www.oedegaarde.dk